Rummet: Antologi

Mit navn er Susie Kierkegaard Jeg brænder for naturen. Er optaget af sammenhænge og af hvor fantastisk livet det er i alle dets afskygninger. Kan blive helt forelsket i små bitte bredtæge nymfer, fordi de er så farvestrålende og nuttede, og forundres over, at et insekt som Almindelig birketæge har yngelpleje. Ser underet i det små, såvel som i det store. Min drøm er at folk hæver deres bevidsthed og får genskabt kærligheden til Naturen i håb om at vi mennesker så vil passe bedre på vores smukke planet. Synes det er spændende med mangfoldighed, og det at arbejde med RUMMET har været et skønt benspænd. Jeg har forsøgt at skrive om ordet RUMMET fra alle de vinkler jeg har kunnet finde på: Rum som i fylde Rum som i kosmos Rum som i at blive rummet Rum som i et værelse eller et kirkerum Rum som i pusterum Rum som i rummelighed Der er så mange tolkninger på det ene ord. Jeg har forsøgt at komme omkring det i digtform, såvel som i autofiktion og i krimigenre. Ja, vågnede sågar sidst i forløbet, en morgen og havde drømt både tekst og melodi til første vers i en børnesalme. Det er svært for mig at skulle synge den, så I får kun et vers, selvom jeg har skrevet 7 til 8 vers, og den er stadig under udvikling.

Mit navn er Stine Man siger, at kærligheden rummer alt. At den kan udholde og rumme alle aspekter af et menneske. Paulus skriver blandt andet om kærligheden, at den er tålmodig og mild, og ikke bærer nag. At den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden har været en del af mit liv altid. Den dybe, betingelsesløse kærlighed til min søn og min datter. Den stærke kærlighed til mine søskende og tre nevøer. Den sprudlende kærlighed, der opstår i nyforelskelsen og som stille udvikler sig til den trygge, rummelige kærlighed til min kæreste. Jeg tror på kærligheden. Det er en grundlæggende præmis for et godt og givende liv. Men jeg tror også, at kærligheden er en mere kompleks størrelse, end Paulus antyder. Kærligheden kan være let og legende. Den kan være rummelig og empatisk. Og den kan være knugende og utryg. Hvordan kan vi udholde kærligheden, hvis den er omgivet af utryghed, egoisme, forfald, vrede og tab?

Mit navn er Angelika Thøgersen. Når en fundamental tro på harmoni og samklang styrer adfærden... Hvordan er JEG så? I musikkens verden findes ikke én forkert tone. Alle har de en berettigelse, omend der er forskel på hvilken genre de fremstår bedst i. På overfladen kan de både ligne hinanden til forveksling og ændre lydbillede, hvis de f.eks. flyttes fra et instrument til et andet. Men det er ligegyldigt - Tonen er den samme. Viser du ægte interesse for hver enkelt tone, vil du høre, at de alle er smukke i sig selv, har styrken til at skille sig ud og alle indeholder klangfarve til at danne magiske harmonier i et fællesskab. Sådan oplever jeg mennesket. Mit livsmål er at bidrage til et godt sammenspil mellem mennesker - Hvor jeg kan. Mon jeg kan være så heldig, at min livsmelodi vil spille videre efter den dag, hvor livet selv har forladt mig?

Mit navn er Mads. Livet har lært mig rigtig mange ting, men en af de vigtigste ting det har lært mig, er at det hjælper at tale om tingene, at adressere elefanten i rummet og turde tale om de svære ting. Min drivkraft har derfor altid været at tale om de store og svære emner som egentlig rammer alle mennesker på en eller anden måde i deres liv, uanset om det er i en kortere eller en længere periode. De svære følelser som bliver bedre af at blive talt om, men som vi i Danmark er rigtige dårlige til at tale om. Det vigtigste for mig har dog altid været at være autentisk og kun snakke åbent om de ting, jeg selv har haft inde på livet. Derfor skal i nu til at høre nogle rammende fortællinger om følelsen af at være ensom, hvad det er for en størrelse, hvordan det kan påvirke ens liv og hvordan forskellige mennesker egentlig oplever samme følelse af ensomhed, selvom det foregår på vidt forskellige præmisser. Ensomhed er en stille skygge, der sniger sig ind i vores liv, ofte uden varsel. Den kan være en ven, der i takt med hverdagens støj gør os selskab i de stille stunder, eller en fjende, der forstærker følelsen af isolation, selv når vi er omgivet af mennesker. I vores moderne verden, hvor vi konstant er forbundet, kan ensomhed føles som et paradoks. Hvordan kan det være, at vi kan føle os mere alene end nogensinde, selv når vi scrolles gennem sociale medier og deltager i uendelige chattråde?

Jeg hedder Per Madsen, og jeg har endnu aldrig udgivet noget af det jeg har skrevet. Efter et års tid med andre skriveglade mennesker, er jeg nu parat til, for første gang, at lade andre læse eller høre nogle af de tanker, som du kommer til at opleve i min tekst. Personligt er jeg i den unikke situation, at jeg er først i tresserne og født først i tresserne, så min tekst er en lille rejse gennem mit liv, sådan som jeg har oplevet livets op- og nedture. God fornøjelse. Rummene i mit liv - En zigzagtur gennem et levet liv Livet består af en række faser, som jeg i denne sammenhæng har opdelt i rum, som vi alle kan gå igennem, og hvor man kun kan gå igennem en dør en gang, og altid kun kan vælge den næste dør, som dukker op foran en, når tiden til at gå til det næste rum er kommet.

Mit navn er Ditte. Jeg ser, hvad få bemærker, og jeg lytter med en oprigtig interesse. Er du på afstand, ser du brune øjne, der brænder med en varme, jeg forsøger at forskyde fra min krop til din, når jeg smiler. Er du tæt på, er jeg en flodbølge af det, der i det øjeblik bevæger sig i mig og skaber trykbølger, der forgrener sig ud i rummet mellem os.

My name is Michelle. I want to understand everything. I spent hours in the forest of our backyard as a child, watching the slow march of ants, pulling on that mysterious reptiles tail in the bush, and reading the clouds for news of the coming weather. I drove my parents and teachers crazy with endless questions about how the world works and our place in it. In school, clandestine books were read under my desk and I walked home while reading, only to spend the nights secretly reading by the beam of my flashlight. I was thirsty for knowledge. I still wonder about the world and why people behave the ways they do. I am still searching for the meaning of us. Through writing, I have found my place in the world.

Mit navn er Lene Marie Elmstedt Bojesen. En juleaften, da jeg var ret lille, sendte jeg familien i kirke uden mig. Jeg sad på trappen op til mormors stue og nød stilheden. Planfriheden. Tiden til mig selv. Tid er vigtig for mig. Helst god tid. Når morgenen vågner langsomt med tid til at lytte til fuglene i tagskægget. Når en kop kaffe kan tages med ind i sengen og drikkes under den lune dyne. Når aktiviteter trækker mig ind i dagen og flydende afløser hinanden. Når et vigtigt menneske deler sin tid med mig, og en kort stund over et glas rødvin bliver til adskillige timer, hvor tiden forsvandt. Der er tid til at tale. Tid til at lytte. Tid til blot at være menneske med de glæder og sorger det giver. Sådan kan jeg lide at leve mit liv. Med tid til mig selv. Med tid til hinanden. Med tid til blot at være.

Mit navn er Pia. Jeg tror på, at relationer er det, der giver livet mening. Vi er mennesker i kraft af hinanden, i kraft af det vi giver til andre, og det vi vækker i andre. Vi forstår os selv i relation til andre. Jeg elsker at møde og prøve at forstå et andet menneske. Jeg elsker det uforpligtende møde med et andet menneske, som to skibe der mødes og skilles i natten, for evigt forandrede af det ene møde. Jeg elsker det nære venskab gennem mange år, det at være en anden persons livsvidne. Jeg tror, at vi alle har et behov for til tider at trække os tilbage og reflektere over os selv og vores liv, for at vi kan gå ud i verden med fornyet energi. Men det er i samspillet med andre, at vi virkelig kan se os selv.

Mit navn er Maja Ryom Glitzky. Vi kommer igennem livet som aftryk af vores familiehistorier; det er aldrig identiske historier, men umiskendelige replikationer lænket til vores livsbaner. Omstændighederne er svære at komme udenom, uagtet om vi er bevidste om dem eller ej. Jeg får fornemmelsen af evige gentagelser, som er den løgn, der har formet sig i mit hoved, når jeg bliver opmærksom på, hvor lidt vi bøjer livsbanerne, hver gang vi føjer endnu en generation til familiestamtræet. Som græsstrå bøjer vi os, når historiernes vinde blæser hen over os. Vi ønsker, at vi kan holde os ranke som bambus; så ville alt være anderledes! Som bambus ser vi, at vi stadig må bøje os for vinden og ønsker, at vi er træer, så broer og tårne af komplicerede konstruktioner, men ligegyldigt hvor velgennemtænkte konstruktioner vi bliver, må vi acceptere, at vinden blæser, den former os og afgør hvilke valg vi må tage.