I 2014 fik svenske Jan Stocklassa ad omveje fingre i Stieg Larssons private arkiv. Kasserne, der havde stået uberørt hen i ti år siden forfatterens død, viste sig blandt andet at indeholde en omfattende undersøgelse af mordet på den svenske statsminister Olof Palme, der blev skudt på åben gade i det centrale Stockholm.
Mordet er aldrig blevet opklaret, på trods af at efterforskningen har stået på i adskillige årtier og hører til blandt verdens mest omfattende kriminalsager. Efterhånden som Stocklassa dykker ned i materialet og stykker Larssons brikker sammen, tegner sig imidlertid konturerne af en holdbar teori om, hvad der virkelig skete op til den martsaften i 1986.
Pressen skriver:
»Han har i hvert fald forvaltet arven fra Stieg Larsson tro mod ophavsmanden og givet den en dramatisk og actionpræget dimension, der holder hele vejen igennem alle 480 sider [...] han kommer i den grad i mål med en fortælling om et enkelt skud, der ramte Sverige i hjertekulen. «
**** – Bo Maltesen, Politiken (20.11.18)
»Inspirationen fra Stieg Larsson er tydelig, bogen er skrevet som en roman; det lykkes stort set Stocklassa at holde spændingen oppe og skepsissen nede – og næsten at udrede trådene i det yderst komplicerede spil. «
- Bo Bjørnvig, Weekendavisen (23.11.18)
»Jan Stocklasse har skrevet en dybt fascinerende bog om alverdens teorier i forbindelse med mordet på Olof Palme.«
– Københavneravisen (13.01.19)